Denne side er blevet korrekturlæst
192
Men Joán talte ikke mer. Og ogsaa Australeren tav.
Ret op og ned blev han siddende foran de to Vokslys — som paa en Vagt.
— — —
— — —
Joán Ujházy drejede atter Hovedet paa de danske Statsbaners røde Puder. Akkompagnatøren havde talt til ham.
— Hvad er der? sagde han.
Hans Hoved var tungt. Det var ham, som havde han foran disse flade og regnfyldte Marker genoplevet sit hele Liv.
— Vi er der straks, sagde den lille Pianist, der, præcis som Uret, var i Gang med at ordne og lukke, nu som hver Dag.
— Allerede? sagde Joan og saá Stationsbyens første Huse.
— Hvor er det, vi spiller her?
— Det er i den Kvindeforening.
— Naa.
Joán stod op:
