198
— Ja, jeg haaber da, der kommer no’en.
Den unge Pige vendte Hovedet og saá paa sin Fader. Men han sagde kun som den, der ikke har skænket det en Tanke:
— Jeg véd saamæn ikke. Men det gør der vel da.
— For ellers bliver det jo et Tab for Foreningen, sagde Joan og talte til Frøkenen.
Frøken Gerda Johansen svarede ikke, men blev kun ved at gaa seende ned i Vejen, hvor hun satte sine Fødder. (Hvor hendes Fødder er nydelige, tænkte Joán.)
Og Faderen gentog kun lidt efter de samme Ord:
— Men Forholdene er smaa, og saá ret ud for sig som vilde han maale, om Telefonpælene stod lige.
Og de tav alle tre, mens de gik videre ad Vejen, og Joán, der ikke vidste noget at sige, vendte sig om mod Hans Haacke, der gik bagved med et Toilet-Etui og en Paraply, der aldrig forlod hans Hænder, fordi de var Gaver fra Kæresten:
— Det er Pianist Haacke, sagde han.
Og da der var blevet hilst, gik de igen
