Denne side er blevet korrekturlæst
242
— Om Natten?
— Ja, naar Iltoget kommer forbi … Jeg maa ikke … Men jeg sidder jo oppe alligevel. Og det er saa smukt — alle de lyse Vogne og alle de Mennesker derinde, som man aldrig skal faa at sé …
— De har da sét hundrede Tusind Mennesker, sagde hun.
Og som for at afbryde sig selv pegede hun paa en Gang ud i Mørket:
— Det er Bjerget, sagde hun.
— Bjerget?
— Ja, den Høj kalder vi for Bjerget — hun lo.
— Kan man komme op paa det Bjerg, sagde Joán og lo ogsaa.
— Ja, det kan man … og hun begyndte at gaa:
— Men vi skal spise Klokken halvsyv.
Hun næsten løb.
De gik langs Skinnerne og hun sagtnede sin Gang:
— Jeg bliver helt forpustet.
Men Joán sagde og talte meget mildt:
