306
— Og den Ø ejer Deres Slægt? sagde Fru Jespersen.
— Ja, sagde Joán: Vi har ejet den sekshundrede Aar.
— Og dér tog Deres Fa’er Deres Mo’er hen — fra Vejle.
— Ja.
Fru Jespersen sad et Øjeblik. Saa sagde hun:
— Hvor to Mennesker maatte kunne blive lykkelige paa Deres Ø.
Forbavset, som ved det, man aldrig har tænkt, slog Joan Ujházy sine Øjne op:
— Lykkelige?
Og et Nu efter sagde han:
— Ja, det er sandt.
Gerda havde ikke talt. Men Vipperne paa hendes Øjenlaag sitrede som hos En, der sér mod Lyset, eller som hos nogen, der skal græde.
Men skyllet fra Stemning til Stemning hastigere end nogen Tid i sit Liv — og uden at han vidste ret, hvordan eller hvorfor — talte Joán igen om sit Hjem, brattere og kortere:
Om Sprogene, der blandedes og ingen kunde ét, og om Hadet, der brød ud og Slagsmaalene,
