308
med sært enstonige Stemmer, som læste de op af en Bog.
Joán havde bøjet sig frem og betragtet de forandrede Ansigter langs Bordet:
— Hvem er det? spurgte han.
Og Frøken Gerda sagde og hendes Stemme havde et andet Fald:
— Det er Sønderjyderne.
Fru Jespersen lagde til og talte halvsløret:
— Der er kommet mange.
— Men nu vil vel Gendarmerne notere dem ved Grænsen.
Joán sagde — og vidste ikke selv, at hans Stemme lød som de andres —:
— Min Mo’er og Ane talte saa tit om Krigen — da var hun Barn … men hun huskede det saa godt.
Joán betragtede atter Sønderjydernes Ansigter.
— Hvor de maa længes, sagde han.
— Hvordan, sagde Fru Jespersen.
— Jo, sagde Joán (og Fru Jespersen forstod ham ikke) for deres Fædreland er jo til og de er kun skilt derfra.
