22
Joán var staaet op; uden Tanker, saa angst som om Natten, naar han vaagnede i Mørke, listede han ind og saá paa den døde Moder — gennem Sprækken.
Saa kom Faderen ind og skød Marinka bort og Gartneren, som var løben ind, og Ignaz.
Han løftede Moderen op i sine Arme, højt op i sine Arme og bar hende ind.
Der var blevet stille i Huset. Inde i Sovekamret slog Ane hvide Lagener op paa alle Vægge. En Gang imellem stod hun ned af Stigen og saá paa den Døde. Øjenlaagene var gleden op over de brustne Øjne.
Ane gik op i sit Kammer og aabnede sin Kommode. Hun tog to gamle Skillinger. De var fra Frederik den Syvendes Tid. Der var et Hul i dem begge to.
Da Ane fik dem i Haanden, begyndte hun at snøfte.
Saa gik hun ned igen, ind til den Døde og laasede Døren. Og mens hun græd, saa Taarerne faldt ned paa de hvide Hænder, lagde hun Skillingerne paa den Dødes nedtrukne Øjenlaag.
