27
Hr. Christopulos gik hen til Klaveret og begyndte at spille. Tonerne steg op under hans lange og smalle Hænder, mens det var, som saá hans Øjne saa langt bort. Joán havde sat sig med Hovedet lænet til Pianoet. Men snart laa han helt strakt ud paa Gulvet saadan som han laa om Sommeren paa Jorden foran Vinstokkene, i Solen.
— Spil mer, sagde han.
I Stalden, hos Josef, spillede han selv. Hans Arme var for smaa til Josefs store Violin. Men Melodierne, de piblede frem, lidt efter lidt, Hanas Sange og Moderens Sange, han skilte dem ikke ad, men de flød sammen, mens han blev saa rød og hed som naar han red paa „Caprice“ med sin Fader. Naar Fader var hjemme, red de hver Dag. Ponyen kunde ikke strække ud, men den løb med Joán som en stor Hund ved Siden af „Amour". De red langs Floden forbi Træhuse og over Marker. Bønderne hilste og Faderen kaldte dem ved Navn og Joán nikkede.
Carol, Sognefogeden, der stod foran sin rødmalede Gavl, tog Hatten af:
— Hvordan gaar det, Carol? spurgte Faderen.
— Det gaar blot daarligt, Herre, sagde Carol
