danske Dødedans foreligger desværre kun defekt; det Resterende beløber sig til 699 Vers; der har vel oprindelig været omkring de 800; den har altsaa været henved dobbel saa stor som A og omtrent halv saa stor som B.
Forud for de egentlige Dødedansstrofer, det vil sige Replikskiftet mellem Døden og morituri, gaar i A to Afsnit, hvert paa 16 Vers, der efter min Mening paa naturlig Maade opløses i 2×4 Strofer, hver paa 4 Vers, svarende til 12+8 Vers i den lybsk-revalske Dødedans; her lægges de første 12 Vers i Munden paa »Prediger auf der Kanzel«, de sidste 8 er Dødens Henvendelse »an alle«. Hermed stemmer den danske Bearbejdelse overens, og maaske kunde ogsaa dens første Træsnit, der netop forestiller en Prædikant i Virksomhed, tyde paa, at den danske Versemager har haft Kendskab til Billedet i Mariekirken, hvis man da tør antage, at Bearbejder og Bogtrykker har arbejdet i Fællesskab ved Illustrationernes Valg. — I den danske Dødedans er Fortalen, som her i Overskriften betegnes som saadan, udvidet til 96 Vers, der, foruden 12 af A's Vers i næsten ordret Overensstemmelse[1], indeholder moraliserende Betragtninger over Menneskets Levned og Døden, som er knyttede til Forestillingen om »fire haande døde«. — Dette har til Dels sit Korrespondens i B, som indledes af 4 Kapitler. Her er der i det første Kapitel Tale om 5 forskellige »døde« 1) dôt der natûr, 2) der ere sterven, 3) der werlde sterven, 4) vor Gode sterven, 5) de ewige dôt. Medens baade A og B lade den legemlige Død være den umiddelbare Følge af Syndefaldet, har dette i den danske Bearbejdelse den evige Død til Følge, men
[Den] haffuer Christus skild oss ved
[gi]ffuet oss alle den Euige fred.
De »fire haande døde« er: 1) den naturlige død, 2) synden ihiel at slaa, den gamle Adam at døde, 3) sielen bliffuer øde, 4) den evige død. Nr. 2 fra B mangler altsaa. Trods
- ↑ 19—24 = A 1—6, 27—30 = A7—10, 31—32 = A13—14.
