281
se og kjende. I dette Stof, som Mennesket bærer paa i sit Legeme, mente de, at Roden laa til Synden og alt det onde i Verden. Og det blev derfor Menneskets Opgave at frigjøre sig fra Legemlighedens Magt, hvilket mange Gnostikere saa mente at opnaa ved streng Afholdenhed og Spægelse (Askese; jfr. Kol. 2, 16. 21. 23; 1 Tim. 4, 3), medens andre valgte den langt nemmere Vej, at agte Kjødet og dets Lyster for betydningsløse, saa at man frit kunde tilfredsstille disse; man kunde jo endda beholde sin aandelige Viden (saadanne sigtes der til i 2 Ped. 2 og Jud. Br.). Om Jesu Kristi Person lærte de forskjellig; men Resultatet blev altid, at han ikke blev "Guds Søn, aabenbaret i Kjød"; som oftest sagde de, enten at han var en Aabenbarelse af et af hine højere Aandevæsener, hvis Menneskelighed og Legemlighed kun var tilsyneladende (han havde et "Skinlegeme"), eller at Jesus var en naturlig Søn af Josef og Maria, og at et af disse Aandevæsener havde forenet sig med ham ved hans Daab og atter forladt ham ved hans sidste Lidelse (jfr. 1 Joh. 2, 22; 4, 3). Paa denne Maade blev han ikke vor Forsoner og Gjenløser, men kun en Lærer, egentlig kun den første Gnostiker (den der havde aabenbaret Menneskets "Idé").
De Vranglærere, der vare fremstaaede i Kolossæ, krævede Afholdelse fra adskillig Mad og Drikke, Overholdelse af de jødiske Fester, lærte en Dyrkelse af Engle, hvorved disse bleve stillede som et Slags Mæglere mellem Gud og Mennesker, og de synes, om ikke at have krævet Omskærelsen som nødvendig, saa dog at have betegnet den som et Fortrin (se Kol. 2, 11. 16-23). De øste deres Lære dels af den hedenske Filosofi ("Verdensvisdom"), dels af "Menneskers Overlevering" (2, 8). Men det lader til, at deres Tanker endnu kun have ligget som i Svøb, uden at have udfoldet sig til bestemt Kjætteri; navnlig synes de ikke endnu ligefrem at have ført falsk Lære om Kristi Person. Men Apostelen, som i dem maatte se Fortroppen af de "svare Ulve", hvis Komme han havde varslet om ved Afskeden fra de Ældste i Efesos (Ap. Gj. 20, 29 ff.), kunde vel i Aanden se, hvor deres Lærdomme vilde føre hen, nemlig bort fra Kristus og fra Livet i ham. Derfor lægger han i dette Brev saa stærk Vægt paa Kristi guddommelige Højhed fremfor hele Skabningen, særlig Engleverdenen,
