156
den unge Pige, som han elskede, ikke maaske ved denne pludselige Dukken op i Yderverdenen vilde blive en ganske anden end tidligere.
Jack Ryan var saa lystig som en Bogfinke, der forlader sin Busk og flyver ud ved den første Solstraale. Han haabede, at hans smittende, overmodige Lystighed og Glæde ogsaa vilde meddele sig til de andre. Det var nu den Maade, hvorpaa han betalte for den venlige og kærkomne Indbydelse til at deltage i Udflugten.
Nelly var tankefuld og syntes fordybet i sig selv.
John Starr havde sikkert med Rette holdt paa, at man skulde bryde op om Natten, da det utvivlsomt maatte være bedst for Nelly gennem umærkelige Overgange at skue Dagens fulde Lys for første Gang, og dette opnaaede man nemmest ved at bryde op om Aftenen, idet hendes Øjne saa lidt efter lidt i Tiden fra Midnat til næste Dags Middag kunne vænne sig til Oververdenens stærke Lys.
Ligesom man skulde til at forlade Hytten, greb Nelly Harrys Haand og sagde:
»Harry, er det aldeles nødvendigt, at jeg, selv om det kun er for nogle faa Dage, forlader vor Kulgrube?«
»Ja, Nelly,« svarede Harry, »det maa være saaledes! Baade for din egen og for min Skyld.«
»Og dog, Harry,« vedblev Nelly, »føler jeg mig lige siden den Dag, da du reddede mig, saa lykkelig ved din Side, som jeg overhovedet nogensinde kan blive. Du har jo undervist mig — er det da ikke tilstrækkeligt? Hvad skal jeg deroppe?«
Harry saa' paa hende uden at svare. De Tanker, som Nelly her udtalte, vare næsten fuldstændig hans egne.
