174
hvilken de kørte, begyndte med smalle Kløfter, som strakte sig lige indtil Terrainsænkningen ved Aberfoyle.
Her hævede sig mørke, med Kisel isprængte Kalkklipper, som Tiden og Luften havde sammensmeltet til fast Cement. Elendige Hytter, der mere lignede lige fremme Huler, laa spredte hist og her.
Gennem en snæver Dal rullede Vognen videre ad en stærkt skraanende Vej, der førte til Katrinesøen.
Her laa en lille Damper, »Rob Roy«, fortøjet. Den skulde netop til at afgaa, og de rejsende maatte derfor skynde sig at gaa om Bord.
Paa Dækket sad en Højskotte, der, saa snart Skibet lagde fra Land, begyndte at spille paa en Sækkepibe, hvis klare Toner lød smukt. Han spillede en af disse simple, barnlig kønne Folkemelodier, som man skulde tro vare opstaaede ved at efterligne Vindens Susen, Bølgernes Skvulpen og Bladenes Hvisken.
Nu kom Jack Ryan rigtig i sit Es. Han kendte Sangen lige saa godt som sit Fadervor, det var den, der besynger de skotske Indsøer. Han skyndte sig at stemme i til Sækkepibens Akkompagnement og lod sin klare, velklingende Stemme lyde til det gamle Kaledoniens Pris.
Klokken var nu bleven tre om Eftermiddagen. Katrinesøens Østkyst begyndte at træde tydeligt frem. I en halv Fjerdingvejs Afstand saa' man allerede det snævre Indløb, i hvilket »Rob Roy« skulde ind for at landsætte de Passagerer, der agtede sig over Callander til Stirling.
Nelly var efterhaanden bleven temmelig træt ved den uafbrudte Aandsanspændelse, hvori den overvældende Mængde nye Indtryk havde holdt hende. Men nu greb
