193
ikke har villet angive sin Bedstefader! Hvilke sørgelige Aar hun maa have henlevet i Selskab med denne Olding!«
»Meget sørgelige!« svarede Simon Ford, »alene med dette halvvilde Menneske og den store Harfang! Thi denne Fugl er sikkert ikke død! Det kan kun være den, der slukkede vor Lampe, og ligeledes den, som ikke, var langt fra at sønderrive det Reb, Harry hang i med Nelly i sine Arme!…«
»Og nu forstaar man ogsaa,« sagde Mary, »at Silfax's Raseri har naaet sit Toppunkt, da han fik at vide, at hans Barnebarn og vor Søn skulde giftes med hinanden.«
»Nellys Giftermaal med en Søn af den, som han beskylder for at have frarøvet ham Aberfoyle's sidste Skatte, kan kun have gjort ham endnu mere ondsindet imod os,« bekræftede Simon Ford.
»Han maa dog se at forsone sig med denne Forbindelse!« udbrød Harry. »Hvor meget han end selv foretrækker Eneboerlivet, maa han dog komme til Erkendelse af, at Nellys nye Livsstilling er bedre end hendes tidligere Ophold i Kulgrubens Afgrunde! Jeg er sikker paa, Hr. Starr, at hvis vi kunne faa fat paa ham, vilde vi let kunne bringe ham til Fornuft!…«
»Man kan ikke tale Vanvidet til Fornuft, kære Harry!« svarede Ingeniøren. »Det er selvfølgelig en Fordel at kende sin Fjende fremfor ikke at kende ham, men dermed er langtfra alt gjort! Lad os være paa vor Post, mine Venner, og til en Begyndelse vil det være nødvendigt at udspørge Nelly. Det er nødvendigt! Hun maa kunne indse, at hendes Tavshed nu vil være aldeles meningsløs. I sin Bedstefaders egen Interesse
