235
til og endnu en Gang, lyttede, og genkaldte sig i Erindringen hine Begivenheder. Den gruelige, angstfuldt knælende Følelse, han dengang havde kendt, genvaktes stedse klarere og klarere; for hver Gang han trak i Klokkestrengen, skælvede han; men han syntes at føle sig bedre ved det.
„Hvad søger Du? … Hvem er Du?” raabte Arbejderen og traadte ud til ham. Raskolnikow gik ind igen.
„Jeg vil leje Lejligheden,” sagde han, „jeg vil se paa den.”
„Om Natten lejer man ikke Lejligheder; for Resten maa De i saa Fald henvende Dem til Portneren.”
„Gulvet er vasket … det skal vel males?” vedblev Raskolnikow, „er der ikke noget Blod mere dèr?”
„Hvad for Blod?”
„Naturligvis af den Gamle og hendes Søster, som blev dræbte her! Der var en stor Blodpøl her…”
„Men hvad er Du egenlig for en Person?” sagde Arbejderen urolig.
„Jeg?”
„Ja.”
„Saa det vilde Du altsaa vide? Gaa med hen paa Politistationen; der skal jeg sige Dig det.”
Arbejderen saa forbløffet paa ham.
„Vi maa gaa — vi har spildt altfor megen Tid; kom Aljoskhka[1], vi maa lukke,” sagde den ældre Arbejder.”
„Naa, kom!” svarede Raskolnikow ligegyldigt
og gik langsomt i Forvejen ned ad Trappen „Hej,
- ↑ Diminutiv for Alexis.
