26
igen. Sikken en Glæde der blev, da de hørte, at jeg atter havde faaet Embede, og at jeg vilde faa Løn!…”
Marmeladow tav atter, overvældet af Sindsbevægelse.
I det samme kom en hel Skare fulde Folk ind. De havde en Lirekasse med sig, og en lille Dreng sang Chutorok[1] med en hæs forskreget Stemme. Der blev en Støj og et Spektakel. Værten og Opvarterne fik travlt med de nye Gæster.
Marmeladow fortsatte sin Fortælling uden saa meget som at sende de Fremmede et eneste Blik. Han var allerede svært medtaget, men jo fuldere han blev, des mere snakkesalig blev han. Tanken om de ny erhvervede Lavrbær paa Embedsbanen lod næsten til at oplive ham og bredte lige som et Skær af Glæde over hans Ansigt.
Raskolnikow lyttede opmærksomt til.
„Saaledes stod Sagerne for fem—seks Uger siden. Ikke saa snart havde de begge to — Katharina og Sofia — faaet Nyheden at vide, før jeg følte mig til Mode, som jeg var kommen lige lukt ind i Himmelen! — Ja, Herregud! — før naar jeg laa i Krogen som et Dyr .... bare Skældsord! … Nu gik man omkring paa Taaspidserne … Børnene fik Besked paa at være pænt stille: Simon Zacharitsch er kommen hjem fra Kontoret — han er træt — han skal hvile sig — syh, syh!” — — Jeg fik Kaffe før jeg gik paa Kontoret — Kaffe med kogt Fløde — rigtig Fløde fik jeg! Det havde de skaffet! — Og en ny fin Kontordragt — elleve Rubler og femten Kopek havde den kostet — hvorfra de havde skrabet Penge sammen — det forstaar jeg ikke den
Dag i Dag. Og Støvler, Skjortebryst, skinnende
- ↑ En bekendt russisk Sang.
