92
Vildsporet.
berusende Mjød; med ungdommeligt Mod
tømte jeg det til Bunden —
da var det, som om der gik Ild i mit Blod;
den Drik har jeg aldrig forvunden.
Jeg kunde ej mere mig selv forstaae,
ej følge en Tanke tilende;
hver Attraa fra Hjertets mørkeste Vraa
steg frem og drog mig til hende.
Jeg greb hendes Haand, den bløde Arm
om min Skulder jeg dristig bøjed,
til mit Bryst jeg trykked den glødende Barm —
da saae hun mig dybt i Øjet.
Og som Brudeblus gjennem Lokkernes Nat
vildt hendes Blikke flammed;
jeg syntes mit Hjerte smeltede brat,
jeg svimled og sittred og stammed;
men snildt hun snoede sig bort og lo:
„Hr. Jæger, lad af at jage!
I er kommen paa Vildspor ikveld, kan jeg troe.
Skynd Jer at vende tilbage!“
Paa Vildspor var jeg; men baade Fod,
Tanke og Vilje var hildet,
og jo længer jeg tøved, jo længer jeg stod,
jo værre blev jeg forvildet.
Jeg bød hende Hjerte, og Haand og Tro
og mit Liv og Alt, hvad jeg ejed;
