27
Gulddaasen.
og Ære er i god Behold
og jeg skal vogte dem for Pletter.
Jeg lover her …“ — Men midt i Talen
steg Tjeneren just ind i Salen;
en kongelig Laquai blev meldt,
og Hr. Baronen kaldt tilhove.
Nu taug naturligviis vor Helt,
og glemte, hvad han vilde love.
Han tænkte: Sidst var Kongen hed;
nu kan jeg slutte mig til Resten.
Var det da sært, at Hjertet gled,
med Permission at sige, ned
i dem, der bæres under Besten?
Var det vel heller sært, han led
ved Tanken paa den næste Scene?
Var det vel sært, at han blev hed
om Ørene — især det ene?
Nej, det var simpelt at forstaae.
Jeg vilde fundet det forklarligt
var han end ogsaa faldet paa,
at Pokker nu var løs skinbarligt.
Dog raisonneerte han som saa:
Tilhove vil jeg vistnok nødig,
men da jeg baade skal og maa,
er jo min Vilje overflødig.
„Hovbud er Lovbud“, har man sagt,
og hver en Adelsmand i Landet
bør holde disse Ord ved Magt.
