Denne side er blevet korrekturlæst
58
Nordstjernen.
Vemodsfuld foran den Skjønne
end en Stund han stod som bunden —
Som han kom, han vandred atter
useet bort igjennem Lunden.
Og den blonde Pige vaagned,
om det Skete ej hun vidste;
men paa Brevet sad en Taare —
Een — den første og den sidste!
Her taug den Gamle stille, men rundtomkring det lød:
„Hvor skjændigt af den Pige, som saa sit Løfte brød!“
— „Men siig, hvad blev der siden af vor bedragne Ven?“
— „Jeg tænker til Neapel han skyndte sig igjen!“
— „Jeg tænker at han heller sig drukned eller skjød!“
— „Han gik vel før i Krigen, og søgte der sin Død!“
— „Nej« svared Gubben venlig, og strøg det hvide Haar,
„han blev en gammel Onkel paa tredsindstyve Aar!“
