Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

VIII.


Da Kragh havde set Baltzer forsvinde ind ad Døren og skulde til at betale Drosken, følte han sig saa tung og træt, at han ikke gad gaa den lange Vej hjem fra Store Kongensgade. Han satte sig op i Drosken og lod den køre sig tilbage.

Han var virkelig saare trist. Han syntes, at Fremtiden saa’ ganske haabløs ud — ensformig, ubetydende, tarvelig. Han tjente de Penge, som han behøvede, kunde vel ogsaa efterhaanden tjene lidt flere. Men hvad saa? Han saa’ sig selv gaa Dag ud, Dag ind til et Kontor — Flemmings eller hans eget, ligemeget — blivende gammel og graa, tilsidst sygelig og affældig, uden at Livet en eneste Dag bankede højt i hans Hjærte. Det at leve