14
vilde besøge ham. Hun bøjede Hovedet let til Svar.
Det var en ganske lille Stue, møbleret med gode, store Sofaer og Lænestole, halvt et Rygevægelse og halvt et Boudoir.
»Hvilken nydelig Stue,« udbrød Fru Baltzer, da hun passerede igennem den.
»Jeg kalder den Gruben,« sagde Flemming leende, »det er her jeg grubler, naar jeg trækker mig tilbage baade fra Kontoret og Familien.«
»Aa — jeg troede Faldgruben!«
Fru Baltzer vendte sig ved Døren imod ham og sagde med et yndigt Smil:
»Saa haaber jeg paa Dem!«
Flemming blev atter helt betaget som hun stod der, høj og rank, og satte sine Øjne ind i hans. Blodet fór ham til Hovedet.
»Stol paa mig,« sagde han næsten ømt.
Hun nikkede smilende og rakte ham Haanden; den var ganske lille og ligesom krøb ind i hans som et lille kælent Dyr. Et Sekund tænkte han paa at gribe hende i sine Arme — i det næste aabnede han Gangdøren for hende, og Fru Leontine Baltzer skred ham smilende forbi og forsvandt.
