304
Kragh mærkede Raseriet stige i sig. Men allermest følte han dog Foragt overfor dette fede Fjæs, der skulede mistænksomt og hadefuldt hen til ham.
Saa sagde han:
»Jeg ønsker at gaa nu med det Samme. Farvel!«
Dog da Flemming nu havde naaet sit Maal, blev han pludselig angst. Til hvad Nytte at skabe sig en saadan Dødsfjende i en Mand, der vidste saa meget! Hvad var det for en Galskab, der havde grebet ham! Han stammede:
»Jeg beder Dem, Kragh, vent dog et Øjeblik; her foreligger sikkert en Misforstaaelse, og jeg beklager —«
Da vendte Kragh sig om, saa’ smilende paa ham og sagde roligt:
»Hvad frygter De? De véd det jo saa udmærket: jeg er ingen Lump, og derfor kan De handle, som De gør.«
Flemming fandt intet Svar, blot stirrede rasende paa ham, og uden at hilse gik Kragh sin Vej.
