23
al hendes Nedringethed, hilste han galant og smilende.
»Hvad for noget, De her, smukke Dame, og i al denne Pragt! Og Gemalen — hvor er han henne? Kommer han maaske senere?«
»Naa, saa De tror, at De skal beholde mig her i Aften — nej, det bliver der intet af. Pligten kalder — jeg maa herfra.«
Og med samme Livfuldhed som før udviklede nu Fru Duncker sin Vandring fra den ene Selskabs-Ørken til den anden med denne Oase paa Midtvejen. Og hun beskrev atter Selskabet og fandt den villigste Tilhører i Flemming. Og naar han ikke helt hørte efter, kom det blot af, at hans Blik hæftedes paa denne straalende Gorge, ved hvilken hans ene Søns Hænder legte som Smaafisk i et bølgende Hav. Han blev nervøs ved Synet og afbrød pludselig Fru Dunckers Ordstrøm, idet han i en temmelig skarp Tone henvendte sig til Bertha:
»Min Gud, Bertha, skal da Børnene ikke i Seng? Klokken er jo straks ni!«
»Saamange,« udbrød Fru Duncker, »saa maa jeg nok afsted — og Bamserne i Seng.«
