29
strammet — hvad der sikkert havde klædt Fru Duncker og forvandlet hende til en Markise fra Pompadourtiden. Bertha saa’ ikke rigtig søvant ud i denne Sengkammerpynt, og idet hun gik hen til Flemming, følte hun sig helt svimmel tilmode.
Han havde kunnet hjælpe hende over Dybet, hvis han havde rakt hende en Haand — hvis han kærligt havde draget hende til sig. Men han, der reves ud af sine Drømmerier, saa’ nærmest forbavset paa hende — at hun, hans Kone optraadte her om Aftenen til Teen uden nogen paaviselig Grund saa brusende udstafferet!
»Det var den Peignoir, Alexander,« stammede hun rødmende under hans Blik.
»Ja, den er jo nydelig,« sagde han med et Tonefald, som han forsøgte at gøre venligt. Han talte som til et Barn.
Deres Øjne mødtes. Og da Fru Bertha saa’ hans fuldkomne Ligegyldighed for hendes Dragt og den Skønhed, som den tilhyllede — eller afhyllede, blev hun først bleg og dernæst blussende rød. Hun følte sig som den uværdigste Kvinde, der vilde lokke med Silke og
