91
FRITZ HULTMANN.
er lidt poetisk og noget overmodig, hvor man synes godt om hele Verden og tror den nærer de samme Følelser overfor En og opfyldes af ganske uskyldige og ubestemte Foraarsfølelser og Længsler — for nogle varer denne Stemning Aar igennem, andre fornemme den i en kort Rusperiode, atter andre, og jeg tror næsten de fleste, kommer den kun over flygtig, forbigaaende, en enkelt Dag eller Time.
Den lette Forliebelse, den naive Lystfølelse sammen med Studentens dannede Væsen, alt dette kunde netop Hultmann fremstille. Hans lyse Humør og Glæde over Theatret omformedes til Studentens Glæde over Studenterstandens Herlighed, hans Erotik slog fuldkommen til overfor det lyriske Udbrud, og hans ydre Habitus udsprang netop ligesom Studentens af det højere Bourgeoisi. Hans gode Lykke viser sig i, at han netop fandt disse Opgaver for sig. Hans Studentergalleri var fortrinligt fra først til sidst. Højst sætter jeg Klint i Genboerne; fra det Øjeblik, han kom ind med det smalle, paa éngang fine og godmodige Ansigt og betragtede de to Spidsborgere med sit overlegne Smil, stod Figuren lyslevende for En. Kulden overfor v. Buddinge, Gemytligheden paa Regensen og dernæst den sjælelige Grebethed overfor den evige Jøde afrundede efterhaanden Billedet. »Ja, det er intet Under«, sagde Hultmann engang til En, der roste hans Spil i denne Scene, »at jeg ser betaget ud; paa mig virker Illusionen saa stærkt, at jeg snarere tror, det er Ahasverus end Phister, der staar for mig, og altid har nogen Betænkelighed ved at give ham Haanden«. I Sligt var der en Reminiscens fra den Tid af, da Hultmann var Tilskuer, eller rettere, han kunde i et saadant Øjeblik føle baade som Skuespiller og Tilskuer. I anden
