101
PETER SCHRAM.
Urtekræmmer. Men Huset var i hans Barndom som fyldt af Musik; Moderen, Børnene og deres Morbror, alle gjorde de Musik. Fra sin Moder er det, at Schram har arvet sit musikalske Talent; hun var ualmindelig begavet, spillede og sang og forbandt dermed meget Anlæg for Sprog. Hendes Broder var Kapelmusikus Wexschall, der blev gift med den store Skuespillerinde, der siden hen bar Nielsens Navn. Wexschall (han var af norsk Slægt, men mente ved en Germanisering at forfine sit Familienavn: Weksall) var noget af et forulykket Geni, usammenhængende af Karakter, en fortrinlig Musiker, der spillede og sang til sin Guitar som en anden Bellman. Han boede den Gang hos Søsteren og, som naturligt var, virkede han ind paa Børnenes Opdragelse. Peter Schram fik tidlig sit Øre dannet; i sine Drengeaar lærte han at spille først Violoncel, saa Violin, saa Bratsch. Men samtidig med denne alsidige musikalske Begavelse optraadte ligesaa hurtig Theaterlysten.
Det er vel meget faa Børn, som ikke, i alt Fald i nogen Tid, hjemsøges af den. Man opdrager jo saa at sige Børn, fra de ere ganske spæde, til at spille Komedie, idet man lader dem agere med Tinsoldater og Dukker. Selve Lysten afgiver imidlertid ikke det fjærneste Bevis for, at der er nogen virkelig scenisk Begavelse for Haanden. Jeg noterer da ogsaa kun dens Tilstedeværelse hos Schram, fordi den næsten havde en Lidenskabs Karakter, og fordi den hurtig førte til en virkelig Opdragelse i scenisk Retning. Legetøjstheatre havde han tidlig faaet sig fabrikerede, men Bedstefaderen brændte dem alle. Han mindes ogsaa endnu tydelig, at den første Komedie, han saa, var en Marionetopførelse hos en af hans Kammerater. Scenen forestillede
