116
PETER SCHRAM.
forfattet Sang i Beredskab — og da Schram havde givet ham tilstrækkelige Prøver paa sit dramatiske Foredrag foreslog Garcia ham at blive i Frankrig. Vel vilde han aldrig blive nogen stor Koloratursanger, men hans Talent kunde undvære Halsfærdigheden. Garcia tilbød sig at skaffe ham Plads ved den store Opera, hvor han foreløbig vel maatte lade sig nøje med Smaaroller, men hvor den berømte Lærer vilde sikre ham en stor Fremtid. Det løb rundt i Hovedet paa Schram. Var her ikke Hæder og Rigdom at vinde? Skød han ikke den største Lykke fra sig, han i det Hele kunde naa? Han vilde gribe til, og saa — saa kom der Breve fra Hjemmet, og Sæbeboblen brast, og han rejste tilbage til København.
Og saa blev han herhjemme, gjorde vel et Par Afstikkere til Sverige, Frankrig, England, talte hver Gang paany om at blive borte, havde ogsaa Udsigt dertil, men blev dog herhjemme. Syntes altid, at det var urimeligt og ufornuftigt, han gjorde det, men blev dog. Hvad var det, der bandt ham? Ja, hvad er det, som binder saa mangen, man skulde tro havde alt at vinde ved at drage bort? Hvorfor klæbe sig til Ens Fødder de Brostene, paa hvilke man som ung har travet ulykkelig omkring, hvorfor forhindre de En fra at hæve sig og flyve bort. Vil man, at de Samme, der have set Ens Fornedrelse, skulle bøje Hovedet for, beundre og misunde Ens Begavelses Frembrud og Ens Held. Er det Sproget, Kammeraterne, Familien, det Kendte og Magelige, som lægger Lænker omkring den Rejselystne?
Det er vel det altsammen paa én Gang. Alle disse Hensyn, som spærre En Udsigten til det Fri og Fremmede, danne om En et Gemme, i hvilket man synes at passe saa
