120
PETER SCHRAM.
som den onde jæger støber Kugler i Ulvesvælget sammen med hin rødøjede Ugle, hvis vidunderlige Skelen altid har betaget mig enhver Illusion, saa gribes han fuldt saa meget som nogen Anden i Theatret af Scenens Uhygge. Noget af den Magt, han har over Publikum, beror herpaa. Hans Sikkerhed i det rent Musikalske tillader ham at mangle den Kulde i det Dramatiske, som Skuespilleren bør være rustet med for at bevare alle sine Midler. Man kan ganske sikkert ikke spille Kong Lear, naar man selv er hjærtegreben, men man kan muligvis nok synge Bertram, fordi Sangen i de fleste Operaer aldrig er helt dramatisk, men altid bevarer et lyrisk Præg. Tonen faar hos den nervøse Sanger en særegen varm Farve, der virker ind paa Tilskuernes Sind, selv om den ikke er den ægte. Den tekniske Hovedregel er, at Sangeren selv skal forblive kold under sit Foredrag.
Var Schram ikke en Sanger, som han er, vilde alle slige Overvejelser slet ikke være paa deres Plads; thi for de fleste Operisters Vedkommende gælder det jo som fast Regel, at man ikke forstaar et Ord af hvad de udtale. De bære sig omtrent ad paa samme Maade, som Etymologerne gjorde i gamle Dage. Først udskyde de alle generende Konsonanter af Ordet og dernæst forandre de Vokalerne efter deres Behov — hvad Sprog deraf kommer ud, kan man vel tænke sig. Schram har derimod aldrig forstaaet, at man kunde synge uden at prononcere tydelig. Han erstatter ved sit dramatiske Foredrag, hvad der mangler ham i Færdighed. Sangen har altid kun været ham et Middel til at frembringe den dramatiske Figur. Deri søger ogsaa denne Skitse, der vil tegne hans Kunstnerfysiognomi, sin Berettigelse til stærkere at fremhæve Skuespilleren end Sangeren.
