124
PETER SCHRAM.
Schram kan spille den, der er bange, og gennem Modsætningsforstaaelse den, der gør bange.
Han debuterede som Bertram og besad som ganske ungt Menneske Magt til at indgyde den Rædsel, som Rollen fordrer, at Fremstilleren skal opvække, skønt dens Meningsløshed i høj Grad vanskeliggør Opgaven. Her ligesom i Faust gik Schram frem ad traditionel Vej og forsmaaede intet Middel, som Kostume og Maskering yder. Hans Skikkelse gør ham det let i det Ydre at se ret »fæl« ud. Men han fandt dog den bedste Støtte for sin Fremstilling i sin særegne Art af Fantasi.
Det er en Fantasi, som slet intet har med Virkeligheden at gøre, men som bunder i Overlevering og lever af Overtro. Det er et saadant Fantasteri, som Rædslen for mørke Værelser blandet med Ammesnak opelsker hos Barnet, og som snævre Forhold, mørke og længselsfulde Barndomsdage og Ungdomsaar fremkalde hos Kunstneren, Digteren og Skuespilleren. Det er kun rige og lykkelige Samfund, der have Raad til en sund og glad Fantasi, smaa fattige og melankolske Samfund maa lade sig nøje med et halvt sygeligt halvt religiøst Fantasteri. Schram fremstiller det Dæmoniske paa samme Maade som Ingemann og til Dels H. C. Andersen. Jeg har allerede omtalt den Sensibilitet, som bevirker, at han selv er hjærtegreben i uhyggelige Situationer. Nu vil man bedre forstaa, hvorledes han selv tror paa de Aander, han maner frem. Han kan i sin egen Stue, tænker jeg mig, næsten blive angst for den Bertram eller Mefisto, hans Kunstnerøje lader ham skue som et Syn. Han er i Dæmonernes Kreds, og paa Scenen bliver Orkesteranførerens Taktstok en manende Tryllestav, og naar saa
