130
PETER SCHRAM.
Elementer er Figuren skabt. Den vidunderlige Sammensmeltning til et Hele, til et levende Menneske gør Skikkelsen klassisk.
Tag ham, naar han opruller Listen. Skælmen morer sig over at udfolde sin Herres Synderegister overfor den troskyldige Elvira, hvem han halvvejs spotter over og halvvejs har Medlidenhed med. Samtidig beundrer han Don Juan: »En Allerhelvedes Karl! Var jeg Ridder og køn og rig, paa Ære jeg førte det samme Liv«. I Fantasien har han ejet alle disse Kvinder; som Fortrolig har han da i alt Fald havt en Part i dem. Og hans Øjne lyse af Lystenhed. Der er en Afklang af Don Juans jubilerende Fryd i Andanten, der slutter Listearien — og dog ynkes han over de uskyldige Guds Lam, der ofres paa hans Herres Alter. Hvilken Mængde Nuancer udtrykker Schram ikke her ved Betoning og Mine.
Men mest beundringsværdíg synes hans Spil mig i Kirkegaardsscenen. Leporellos Angst for den hvide Mand — det forstaar Schram sig paa. Hvor skælver han ikke overfor Kommandanten! Trællenaturen kommer op i ham, al Frækhed er vegen bort, hver Tone fortæller, hvorledes han gennemisnes fra Top til Taa. Medens Don Juan staar næsten lige saa statueagtig som sin Modstander i himmelstormende Trods, krummer Leporello sig som en Orm og klynker som det inkarnerede Pjalteri. — Det er den samme ynkelige Fejghed hos Leporello, som Schram véd saa fortrinlig at anskueliggøre i det vidunderlige Vræl, hvormed han giver sig tilkende i sidste Akt, da han er iført sin Herres Klæder. Det er ubeskriveligt, hvilken Lavhed han lægger i sin Beden om Forladelse.
