138
JOACH. DAN. PREISLER.
Theaterdamer plejede just ikke at være Lucretier, og Preisler var dog ellers smuk og indtagende nok til at vinde et Pigebarn, uden at gribe til Ægteskab. —
Det kan ikke nægtes, at de gode Københavnere havde Grund til at forbavses. Uden Kundskab til Preislers Naturel maatte det synes Afsind, at han paa engang begik to saa eklatante Dumheder, som at gifte sig med Jomfru Devegge og blive Skuespiller. Ikke desmindre havde hans Liv hidtil været saa forvirret, at der næsten syntes at komme Orden og Fornuft i det ved saadan halsløs Gerning. Hans Nærmeste maatte ønske, at han vilde foretage et eller andet Skridt, hvor galt det end var, naar det blot førte et Sted hen, hvorfra ingen Udvej var. Og det at gaa til Theatret og ægte en Skuespillerinde, det var i Aaret 1779 i København et Skridt som satte Bom. Den, der var kommen indenfor Scenen, slap ikke mere ud; vestigia terrent burde have staaet over Indgangen, thi Fodsporene førte alle ind. Udenfor laa borgerlig Ære, selskabelig Ligeberettigelse, Muligheden til at hæve sig over sine Medborgere. Indenfor lyste tilfredsstillet Forfængelighed, et Slags berømt Navn, og hyppigt et muntert og nydelsesrigt Liv. Det dannede Samfunds Avers var dengang Whistklubberne, de store Spisegilder og lidt højere oppe den stokbornerte Hofkreds, saa fæstningssikker i sin Forstenethed, at Struensee med sit Hoved maatte betale Forsøget paa at puste Liv i det Døde. Reversen var Skribentselskaberne, prægede af Fattigdom, sentimental Venskabsglæde og literær Kiv, og i Særdeleshed var det Theatret, der for de Intelligente udgjorde Byens aandelige Midtpunkt. Privatkomediens Betydning ved Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette vil man kun
