VILHELM WIEHE. 205
hans Optræden i komiske Roller, som Orgon i Tartuffe eller Christen Madsen i Genboerne.
Han rejste saa til Norge og spillede i 9 Aar paa Kristiania-Theatret, hvor han var Publikums erklærede Yndling, fik dernæst 1860 treaarigt Engagement ved Kasino, indtil endelig det kongelige Theater, som sædvanlig, med Tak maatte bede om den Hjælp, det forhen havde vraget; da han saa atter debuterede, viste det sig, hvad der var gaaet tabt. Han havde I Mellemtiden spillet saa talrige og forskelligartede Roller, at han havde vundet en Routine, der tillod ham at optræde i alle Fag, undtagen det komiske, og en Avtoritet, der straks gjorde Publikum ham underdanigt. Men han medbragte intet kunstnerisk Ideal. Han besad kun den samme energiske Lyst til at spille Komedie, som i hans Ungdom uimodstaaeligt havde drevet ham til Theatret, og den var nu ildnet ved en urokkelig Overbevisning om egen Kunstnerstorhed. Det Forsøg, som Høedt og Michael Wiehe netop i Halvtredserne havde gjort paa at bringe den tragiske Fremstilling ind i andre Baner, havde naturligvis ingen Indflydelse havt paa ham. Og nu gik Michael Wiehe paa Gravens Rand og Høedt havde trukket sig tilbage fra Scenen. Kravet paa, at Talens Sandhed gik forud for dens Skønhed, stod da Vilhelm Wiehe helt fremmed for.
Han debuterede som Axel i Axel og Valborg. Da hans sonore Stemme fyldte Theatret med de skønne Oehlenschlägerske Vers i en bred og følt, men karakterløs Deklamation, da kunde Tilskuerne have sagt til ham som Sortebroder Knud til Biskop Erland: »En prægtig Strøm af Ord, ærværdige Herre!« Det var da let at spaa, at vor tragiske
