238 AUGUST BOURNONVILLE.
Men Kongen havde ikke behovet at sige dette, thi de to Ord »blive ved« (persevera) kunde staa som Motto over Bournonvilles Liv. Ingen har kæmpet sejgere og modigere for Pladsen i Solskinnet end han. Alligevel lod Bournonville sig den Gang give fjorten Dages Stuearrest og rejste et halvt Aar bort uden Understøttelse, uden at oppebære Gage, inden han optraadte paany, og han var dog ellers den Mand, der varetog sine Interesser. Hvorledes kunde ogsaa han, den loyale Hofdansemester, der i sin Tid havde slaaet af paa sine Engagementsbetingelser for ikke at paadrage sig Kongens Unaade, saaledes glemme sig overfor den kongelige Nimbus? Han havde følt sig forhaanet, krænket i sin Værdighed som Kunstner, udsat for at udlés, og saa gik Naturen over Optugtelsen, bagved den atlaskesklædte Danser kom et ærekært Menneske til Skue.
Som ganske lille Dreng viste August Bournonville et umiskendeligt Talent for dramatisk Fremstilling. Han drapperede sig med Klude, foredrog Viser og komiske Dialoger, bestræbte sig for at udføre vanskelige Trin — alt til stor Glæde for hans Fader, Danseren Antoine Bournonville, der lidenskabelig elskede sin Kunst og regnedes blandt dens ypperste Dyrkere. Da August var otte Aar gammel, tog Faderen ham op paa det kongelige Theaters Danseskole, og den 80aarige Galeotti fandt saa meget Behag i den livfulde Dreng, at han straks tildelte ham en lille Rolle som en af Regnar Lodbrogs Sønner i Lagertha. Dermed var hans Skæbne afgjort. Han havde forskrevet sit Liv og sin Sjæl til Theatret, og efter en kort Vaklen i Ynglingealderen mellem Skuespil og Ballet, gik den sidste af med Sejren, først og fremmest fordi han var født med en Organfejl,
