AUGUST BOURNONVILLE. 243
Spejlene, gengav disse om Aftenen en broget og munter Sværm. Her indfandt sig hele »det Paris, der morer sig«, og blandede sig mellem Danserindekoret, der repræsenterede dets stadig vekslende Harem. Den stakkels Danser, der her var tilstede, spillede kun en ynkelig Masettorolle, medens Don Juan kurtiserede den kokette Zerlina. Man kan være sikker paa, at Bournonville har følt sig meget ydmyget ved at staa udenfor eller rettere, hvad der var endnu mere krænkende, ved Siden af dette glade Liv. Han forstod her, at saalænge Danserinderne skatteredes som en Vare, der bødes tilsalgs, blev Danseren ringere anset end den simpleste Arbejdsmand. Han skulde ogsaa personlig høste bitre Erfaringer. Det kan ingen Indiskretion være her at minde om, hvad Bournonville selv udførlig har fortalt. Paa en Kunstrejse i England blev han alvorlig forelsket i en ung Danserinde Louisa Court, som var med i Truppen; hun koketterede lidt med ham, og han tænkte paa at gifte sig med hende, indtil han endelig fik Øjnene op for, at han blev holdt for Nar af et Fruentimmer, som ingen honnet Mand kunde ægte. Han søgte hende op mange Aar senere og fandt hende i Armod, efter et lidet opbyggeligt Liv, sammen med en smuk Datter, som just skulde til at begynde det samme. Gennem Bournonvilles kønne Fortælling om dette Forhold klinger der en aldrig glemt Bitterhed. Den Stand, han havde valgt, og som hans Fader havde kaldt la plus glorieuse carrière, udsatte En da for slige Ydmygelser og gjorde Kvinderne saa svage og foragtelige. Det blev hans Mani ikke at ville tro, at Theatervejen udsætter for eller medfører mere Immoralitet end enhver anden Livsstilling. I alle hans Skrifter bryder han som en sand
16*
