JOHAN WIEHE. 281
hed, maaske ogsaa i Selvforgudelsen, og Skuespilleren var ligesaa stærk og grov som Digterens Skikkelse. Hvad Wiehe magtede at fremstille, var netop det Uvilkaarlige i Menneskenaturen, han var som Kunstner kun et Temperament. Kraftige og vilde Passioner, Naturudbrud, Driften uhæmmet af Forstand og Vilje, det vil man se var bestandig hvad han gav i sin Kunst, indtil man fik den snæret ind og drejet bort fra sit Udspring ved en Række af sletvalgte Roller. Som Bothwell stod han i Repliken kun paa Højde med det Billede, han selv havde udkastet af Figuren, hvor han kunde drive Talen ud i Skriget. Saaledes havde hans Jeg kommer, jeg kommer, den rette Kamplur-Klang, og man glemmer ikke let det Tigerspring, hvormed han ledsagede Repliken Ret dig nu, lystige Højlænder, og som kun faa Skuespillere vilde have havt Mod til at vove. Rollen gav ham Lov til at bruge alt det Udresserede i hans Væsen, alt det Usadlede i hans Natur, og han fik aldrig igen saa fyldigt et Spillerum for sine Kræfter. Kun i Operaen Huguenotterne, hvor han uden at have nogen Rolle, dannede Midtpunktet for det store Sammensværgelseskor, naaede han atter den Magt over Tilskuerne, som Tyskerne kalde packend, og i det han stormede frem med Krusifikset i Haanden, opfyldt af glødende Fanatisme, meddelte han sin egen Ild saaledes til sine Omgivelser, at, som jeg kan bevidne, det samme Kor, udført med tredobbelt saa stor Besætning paa den store Opera i Paris, langtfra var saa gribende og mægtigt som herhjemme. Der gives i alle Orkestre Folk, som uden at være kunstøvede dygtige Solospillere og uden at rangere højere end anden Rang, have et saadant Greb paa deres Violin, at det egentlig er dem, der sikre Orkestrets
