JOHAN WIEHE. 285
Adelsmænd godt taalte. Men han manglede i Cloten fuldstændigt den komiske Evne, der skulde mildne Figuren og gøre den taalelig paa Scenen, han blev i sin Drøjhed ofte uskøn. Alligevel præsterede han her noget Interessant. Derimod gik Mercutio istykker for ham. Han ejede ingenlunde den Vittighed og Aand, en Ironiker som Mercutio ikke kan undvære; og isærdeleshed var han, som mindst af alt kunde frembringe den romantiske Stemning, ude af Stand til at fortælle Historien om Dronning Mab og hendes natlige Farter.
Jeg nævnte dernæst, at han havde besiddet Muligheder til at fremstille Hakon Jarl, ialtfald langt flere end Vilhelm Wiehe, til hvem man ubegribeligt nok gav den. Saaledes tog Broderen paa den ene Side og Emil Poulsen paa den anden Roller fra ham. For Eksempel da Kongsemnerne gik. Den sygelige ærgerrige Hertug Skule, Guds Stedbarn paa Jorden, tilfaldt Vilhelm Wiehe, der med sine store Gaver kunde spille saa meget Forskelligartet, men aldrig det Sygelige, det Selvreflekterte, det »Skulende«. Det havde dog maaske været Umagen værdt netop her at prøve om Johan Wiehe ikke ad en Omvej kunde have smuttet ind i de dybere Karakterer. Og paa den anden Side bemægtigede E. Poulsen sig Bispen og vandt dermed sit store Slag, og man kan være forsikret om, at Johan Wiehe kun med Sorg har set en saadan Skurkerolle slippe sig ud af Hænderne. Enkelte Betingelser for den kan der jo heller ingen Tvivl være om at han besad, ved et andet Theater vilde han rimeligvis være kommet til at dublere den.
Da hans egen Selvtillid bestandig var vokset, medens andre og yngre Kunstnere skød ham langt forbi og steg i
