294 LUDVIG PHISTER.
Phister lod aldrig i disse Roller nogen Lejlighed gaa ubenyttet forbi, hvor det var muligt at forandre Stemme; det hændte ham aldrig at citere en Person uden at kopiere ham — det hænder ham iøvrigt heller ikke udenfor Scenen. jeg kender kun et eneste Tilfælde, hvor han afveg fra sit almindelige Princip, i Scapins Skalkestykker nemlig, hvor Geronte er skjult i Sækken og Scapin forskrækker ham med forvendt Mæle. Efterat først her to forskellige Matamorer ere fremstillede af Scapin, siger han: »Tag Dem i Agt. der er en seks, syv Soldater paa éngang«, hvortil Molière i Parentes tilføjer contrefaisant la voix de plusieurs personnes, men trods denne Forskrift spillede Phister Stedet som en Dialog mellem de to foregaaende Personer. Hans Grund var sikkert den, at han mente de meget korte Repliker vilde løbe sammen til et Virvar for Publikums Øre. Jeg har imidlertid paa Théâtre-Français hørt Coquelin komme meget godt fra dette Bravursted.
Jeg standser her ved saamange Enkeltheder, fordi de tillade at studere Phisters Teknik med forholdsvis stor Nøjagtighed, og kaste Lys over hans Kunsts Væsen. De ere belærende paa samme Maade, som Penselføringen eller Farveblandingens ejendommelige Art er det hos en Maler. Jeg vil derfor endnu omtale hans Diktion og Mimik i disse Henrikroller, paa hvilke Kunstneren selv har sat den største Pris, og som ved deres upersonlige Karakter havde en betydelig, omend ikke ganske heldig Indflydelse paa hele hans Virksomhed.
Phisters Princip var dette, at bringe saamegen Vittighed og Komik ud af Repliken, som det paa nogen Maade var gørligt, uden at det stred mod den sceniske Individualitet,
