298 LUDVIG PHISTER.
Det var disse vekslende, aldrig standsende Bevægelser, som gjorde hans Henrik saa livlig og ildfuld. Han fremstillede den klassiske Tjenerskikkelse. Han lod sjældent Henrik blive til et Menneske af Kød og Blod; selv hvor denne mest alvorligt i Maskeraden klagede over sin haarde Skæbne, klang Ordene i Phisters Mund kun som en maskeret Spøg. Der var en Ynde over Phisters Fremstilling, som jeg ikke ret er vis paa om Holberg og Molière havde ønsket. Man kunde altid mærke hos Phister, at han var bleven opdraget paa Danseskolen; derfra medbragte han en lidt foroverbøjet Stilling, runde Arme og dansende Trin. Naar han i Pernilles korte Frøkenstand løb ud af Scenen med smaabitte Skridt, saa' det meget gratiøst ud, men det er dog et Spørgsmaal, om Henrik er saa velopdragen og ikke snarere vild og fri i sine Bevægelser. Der kunde tænkes en anden Opfattelse, efter hvilken Henrik fremstilledes som mere ubevidst, som halv Dreng, kaad istedetfor vittig, snild og uregerlig istedenfor fin og beregnende. Det er sikkert, at Scapin paa Théâtre-Français ingenlunde som herhjemme er den elegante Gavtyv, blank og pyntet i sin Fløjelsklædning, med røde Baand paa Hatten og et Væsen som en Straajunkers. Det er derimod vanskeligt at vide, hvorledes Holberg vilde have sin Henrik opfattet. En bekendt Historie fortæller imidlertid, at Holberg, da han engang traf en lille Pige læsende i sine Komedier, spurgte hende, hvilken af Personerne hun syntes bedst om, og da hun svarede, at hun bedst kunde lide Henrik, gav hende Ret med disse Ord: »Ja, det er ogsaa en Fandens Skælm«.
Ordet passer ganske paa Phisters Henrik, Han var den egenlige Herre i det Jeronimus'ske Hus, Familiens
