OLAF POULSEN. 325
Billede — og saa tog han det Visse for det Uvisse og gik lige ind i Phisters Klæder og Skind.
Men han havde imidlertid løsrevet sig fra den strænge Instruktion, som paa mange Maader havde afdæmpet hans Lune. Det var ikke gaaet for sig uden personlige Vanskeligheder, som jeg imidlertid ikke kan opholde mig ved. Det havde en kort Tid set ud til et Brud mellem ham og hans Lærer, men den gamle Mester havde Poulsens Talent altfor kært, til ikke i Længden at tilgive ham hans Brud paa Disciplinen. Da Poulsen en Aften havde spillet med Dygtighed, glemte Phister, at han egentlig var fornærmet og roste ham venligt. Freden var sluttet, og for Fremtiden vilde den gamle Henrik kun give gode Raad, ikke Undervisning til den nye.
II.
Poulsen behøvede heller ikke mere nogen Undervisning. Han har i en Række Smaaroller vist, at han forstaar at opfatte en Theaterfigur originalt. Tag saadan en lille Rolle som hans Jørgen i Ambrosius. Var vort Theaterpublikum skønsommere, vilde det ikke være et Kætteri at sige det: Olaf Poulsens listige Tjener med de missende Øjne stod langt over Emil Poulsens sentimentale Student med de himmelvendte Blik. Den Ene spillede Komedie, den Anden spillede paa sin Person. Saasnart man saa' Olaf Poulsen komme ind, fik man et Indtryk af Tjenerens Karakter og Livsforhold, saa man Emil Poulsen skride frem, sagde man til sig selv: Der kommer Emil Poulsen.
Olaf Poulsen besidder en betydelig Evne til ved sin blotte Indtrædelse at karakterisere den paatagne Skikkelse
