336 EMIL POULSEN.
saadan Stilling, kan man ikke undre sig over, at han ikke føler sig kaldet til at gøre Revolution.
I.
Poulsens Debut som Erasmus Montanus var meget mer end lovende. Fraregnes en Smule Begynderængstelse, var det saa grundigt og sjælfuldt et Arbejde, at han næppe nogensinde har overtruffet sit første Forsøg. Han havde ofret sit fordelagtige Udseende, for at reproducere den Erasmus-Skikkelse, som kendes fra Marstrands Maleri, og denne Omstændighed bevirkede vel, at det store Publikum forholdt sig kølig overfor den stærkt originale Fremstilling. Den Maske, han havde anlagt: blegt Ansigt, hule Kinder, nærsynet Blik, havde noget Vissent og Goldt ved sig, der paa Afstand forkyndte Pedanten. Den magre Skikkelse havde ikke Spor af Holdning; de løjerlige Miner og Gestus, Erasmus Montanus tillod sig, viste, at han aldrig paalagde sig nogensomhelst selskabelig Tvang. Han var saa taktløs og ubehagelig, som den indbildske Lærd let kan blive. Spillet stod i Højde med Masken: Hanekyllingehidsigheden overfor Per Degn traadte ligesaa klart frem, som det Følelsesfulde ved Oplæsningen af Lisbeths Brev og det Ynkelige i Pryglescenerne. Det var et fint Indfald af Poulsen, at han i Repliken til Lieutenanten, hvor Erasmus priser dennes »grundige Tale og Lærdom«, ledsagede disse Ord med et halvskjult ironisk Smil. Erasmus hævnede sig paa den Maade for sine Prygl.
Jeg kan her indskyde, at Poulsen efter faa Aars Forløb forandrede sin Spillemaade i Erasmus Montanus. Han
