EMIL POULSEN. 339
Ved at omtale Hultmanns Spil, har jeg allerede nævnt, hvor lidt Holbergsk denne Komposition var. Poulsen var som Leander nervøs, som man kun er det i det nittende Aarhundrede, oprevet af Længsel, ulykkelig overfor Faderens Strænghed, blød og inderlig i sin Kærlighed. Der var over denne Fremstilling noget ungdommeligt Skælvende og Foraarsagtigt, en Poesi, som Poulsen aldrig senere har naat, og som jeg vilde ligne med Stemningen i Richardts første Digte. Fra den Tid af var han godkendt som Elsker.
Man saa' med Fornøjelse hans Peter Kaninstok i Capriciosa. Det Kække og Ungdommelige klædte ham, og han sang med Følelse de flove Viser. Det behagede øjensynligt hans Scenelyst at bevæge sig i de stærkt spændte dramatiske Situationer og selv frembringe al denne Theatereffekt. Det er ikke saa sjældent, at det Effektfulde netop kan være tillokkende for et blødt Naturel. Poulsen blev dog ikke sentimental, og han var heldig i at paatrykke sig noget Sømandsmæssigt i Manerer. Næsten altfor heldig, thi han fik sidenhen den Mani at spille sine unge Mænd med et vist svendeagtigt Væsen, som var lidet tiltalende og efterhaanden blev ganske konventionelt. Det stødte allerede hos Marcel i Arbejderliv — der stak ikke nogetsomhelst Studium af Arbejderen derunder — og det var aldeles uudholdeligt hos Maximilien i Giboyers Søn, hvor det skulde betyde Studentens Raskhed overfor Aristokraternes tomme Elegans. Der var imidlertid meget at lære af at Poulsen ikke kom godt fra disse Roller. Det viste sig, at hans Evne ikke slog til overfor Fremstillingen af saadanne unge Mænd i de franske Skuespil, som ere handlekraftige og alvorlige Arbejdere (travailleurs). Den Yngling, som ikke har Hjærtet paa
22*
