56
FREDERIK HØEDT.
Aar forud for sin Tid. Nu havde han fundet Sindene forberedte til en mere moderne og naturalistisk Spillemaade, ogsaa af den Grund, at den dramatiske Kunst for Øjeblikket befinder sig i en ulykkelig Stagneren.
Var han da saa stor en Skuespiller? Formaaede han virkelig at forme Talen skønt, naar han sagde Ordene ganske naturligt, og tjente under Hamlets Parole til Skuespillerne: Agt især paa dette, at I ikke gaa ud over Naturens Maal og Maade! Jeg kan af Øjesyn ikke dømme om Høedts sceniske Begavelse, ikke indlade mig paa en Karakteristik af hans Evner og Mangler som Skuespiller, men jeg har saa mange Gange hørt ham oplæse baade Roller, Digte og Fortællinger, at jeg tror at kunne have en begrundet Mening om hans Diktion.
Man hørte ved Oplæsningen af Hamlet eller Richard den Tredje aldrig et affekteret eller falskt Ord. Der herskede netop, hvad Shakspeare kalder the modesty of nature. 0plæsningen kunde somme Tider falde lidt monoton for Den, hvis Øre var vant til Deklamationens Rytmedans, og det maatte slaa Enhver, at den ikke havde megen Farve. Uvilkaarligt fæstnedes da Ens Øje paa Oplæserens smukke og fornemt baarne Hoved med de skarpe og linjefaste Træk: Kindens Teint var ikke kraftig og Læben lidt bleg og smal, Øjet tindrede ikke, men udsendte et klogt og strængt næsten stikkende Lys: ingen Stjærne men et Fyr. Man forstod, at Høedts Oplæsning manglede en varm Kolorit. Og han læste videre, og hver Sætning formedes rundt og bestemt, som en lødig og velpræget Guldmønt, og lidt efter lidt tegnede sig for Ens Fantasi ligesom en Rembrandtsk Radering af den melankolske Kongesøn, træt og vigende i Modgang,
