70
FRITZ HULTMANN.
Stykker, naar de bleve udførte som de blev. Vor æstetiske Periode endte herhjemme ligesom med en glimrende Fyrværkerisol af scenisk Kunst. Fru Nielsens danske Kvindelighed lyste med et blidt og indtagende Skær, Fru Heibergs jødisk-kosmopolitiske Brillant blændede med et Skin af tusinde Facetter, den unge Wiehe udsendte fortærende Ildstrømme af erotisk Inderlighed, Rosenkildes humoristiske Spøg steg op i glade Sværmere, Phisters Vid og Intelligens udfoldede sig i funklende Latterkaskader — man nødes til at udbryde med Hugo: j'en passe, et des meilleurs! Men hvilken Kunstnersjæl kunde komme i Berøring med saamange Thalias Udvalgte uden selv at føle sig kaldet, uden i sig at fornemme en Gnist af den hellige Ild? Et saa bevægeligt og modtageligt Gemyt som Hultmanns, der kun levede og aandede for at blive regnet med som fuldgod til Scenens Adelsstand, optog Alt i sig, ønskede sig en Polyps tusinde Arme for at fange og nyde desmere. Saa tog han da fra den ene lidt Lyrik og Sværmeri, fra den anden Humøret og Skælmeriet, fra den tredje Logiken og Viddet — og alt smeltedes harmonisk sammen med hans egen Personlighed. Han sad som en Aladdin i Kunstens underfulde Have og samlede de skønne Frugter, og hans Lykke tilførte ham en Noureddin, der bragte ham til Bevidsthed om, hvorledes Frugterne skulde vurderes som kostbare, uforgængelige Ædelstene, og der ingenlunde, som den rigtige Noureddin, vilde tilegne sig dem selv.
Hultmann var hverken kritisk eller selvreflekteret anlagt; hans gode Lykke viste sig da ogsaa deri, at han i Arnesen besad en Ven, der var hans Suplement som Kritiker og som skaanselløst bedømte og irettesatte ham, forfulgte ham som
