Side:Fattigfolk.djvu/162

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

154

„Næ-h!“

„Jeg skal nok lade være med at gøre det mer,“ sagde han.

Og efter et Øjebliks Ophold:

„Det vil sige, saadan helt kan jeg nu ikke love det.“

Derpaa hørte hun, hvordan han gik ned ad Trappen, og hun mærkede endnu den fine Duft af hans Cigar. Men da hun igen tog fat paa Arbejdet, følte hun en underlig, stikkende Fornemmelse i Brystet, som fyldte hende med Uro, og som hun aldrig før havde mærket.

Aldrig nogen Sinde for Fredriks Skyld. Aldrig paa den Maade, aldrig. — —

En Dag kom Hr. Bjørling og gav hende to Theaterbilletter og spurgte, om hun ikke havde Lyst til at gaa i Theatret og tage en Veninde med sig.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, men tog mod Billeterne og takkede.

Til Fruen sagde hun, at hun var bleven invi­teret med i Teatret af sin Familje.

Men fra den Dag var Forsvaret opgivet.

Snart var det en Pose Konfekt, snart en Appelsin, snart et Par Handsker eller et Hals­tørklæde, som han forærede hende. Og for hver Præsent, hun fik, maatte hun lave en ny Løgn. Ti Fru Sivert var en stræng Kone, som ikke holdt sig for god til at kigge i hendes Kommodeskuffer, og hun fandt altid noget nyt.