— 17 —
"Nye, Barnlille!" afbrød Tanten ham. "Hvilke Griller disse Unge elegiste Digtere kunne have! Der er Intet nyt Under Solen. Hvad skulde Digteren føle, der ikke var følt af Andre før ham? De Gamle maae takke deres Gud, at de levede den Tid, de levede; vare de vore Samtidige, saa skulde man see, hvor meget Nyt man fandt hos dem. Nei tro mig, min Søn, jeg er en gammel Kat og kjender Verden; man lægger meget Mere i de Gamle, end de nogensinde drømte om; det er nu engang saaledes; derfor, i hvad der møder, bryd Dig aldrig om de bjæffende Hunde; de maae dog blive paa Gaden, naar Du svinger Dig op paa Taget. Du er for beskeden; sælg dog Dine Digte til Brummer eller en anden Boghandler, at dit Lys kan skinne for Verden, og Du kan glæde Dig og Din hele Slægt ved en velfortjent Laurbær-Krands."
"Ja, det er min hele Stræben," udbrød Digteren, "og med Höltys Ord kan jeg bedst give Tante en Skildring af mit mægtige Indre: "Ich will alle meine Kräfte aufbieten. Ich will kein Dichter seyn, wenn ich kein großer Dichter werden kann, wenn ich nichts hervorbringen kann, was die Unsterblichkeit an der Stirne trägt, was mit den Werken meiner Freunde (som f. Ex. Kater Murr) in gleichen Paare geht, so soll keine Sylbe von mit gedruckt werden. Ein mittelmäßiger Dichter ist ein Unding!"
"O Du beskedne Engel!" udbrød Tanten, "men ihvorledes Du end gjør, lad dog ikke det første Forsøg bestemme det Hele. En ung, optrædende Digter bliver
