90
Hans og Trine.
og ærbødig trykkede hende til sig, mens han forelsket smilte i sit store, smukke Skjæg.
Hvad hun selv kjendte til Kjærlighed, var ikke meget, endda hun var fulde atten Aar, bred og kraftig bygget, med tykke, trivelige Kinder og sunde Farver.
I det hele lignede hun (Folk sagde af nærliggende Grunde) ikke meget sine ældre Søstre. I Stedet for disses lyse Krushoved havde hun et glat, brunligt Haar, der — flettet i to korte, tynde Piske — var fæstet op i Nakken i Form af en Kringle. I Stedet for deres smaa, forslagne, lyseblaa Forglemmigejs-Øjne havde hun store, ærlige, mørkeblaa, der undertiden kunde faa et lidt enfoldigt eller sløvt Udtryk, fordi hun — under visse Forhold — var en Smule tunghør.
En Gang i sit femtende Aar, mens hun endnu var fæstet for Lillepige der i Byen, havde hun tjent i Gaarde sammen med en fremmed Karl, en stor, brøsig Tamp, der ved enhver Lejlighed, hvor de var uden Vidner, havde søgt at bringe hende i Fortræd, skjønt hun aldrig havde givet ham Anledning. En Nat, da hun var bleven kaldt op for at malke en Kvie, der havde kælvet, og da de var ene i
