95
Freden.
Kleonymos' Søn.
„En af Saierne prunker med Skjoldet, et dadelfrit Værge,
som jeg hist ved et Krat ak mod min Villie forlod.”[1]
Trygæos.
Siig mig, min Pusling, mon sligt om din egen Fader du synger
Kleonymos' Søn.
„Livet frelste jeg dog, —”
Trygæos.
ja, men til Skam for Forældre.
Men hør, lad os gaae ind! Jeg veed med Sikkerhed, 1310
at Alt hvad nylig du om Skjoldet sang, det vil
du aldrig glemme, du, en saadan Faders Søn.
(Drengen gaaer.)
I Andre, som vil blive her, har Eet endnu at gjøre:
at proppe Jer med hvad I seer, ei gumle hen i Veiret.
Saa falder an med Mandemod! 1315
med begge Kjæver hugger ind! Hvad nytter det, I Stakler,
at have hvide Tænder, naar de Intet har at tygge?
Chorfører.
Ja det skal vi besørge strax. Og Tak, fordi du byder!
(til Choret)
Naa I, som længe sultet har, nu grib til Harestegen!
Ei hver Dag just det times Jer 1320
- ↑ Et Distichon af Archilochos, som havde tabt sit Skjold i en Strid mod Saierne, et Thrakisk Folk.
