Side:Freden, Komedie af Aristofanes.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

13

Freden.

Anden Slave.

Ja det er just det Uheld, som jeg talte om.
Der hører I en Prøve paa hans Galenskab. 65
Men hvad han sagde, strax da Galden kom i Kog,
skal jeg fortælle Jer. Han sagde ved sig selv:
„O gid jeg kunde komme lige op til Zeus!”
Saa gjorde han smaa ganske smækkre Stiger sig,
og klavrede saa høit paa dem mod Himlen op, 70
indtil han styrted ned og slog fordærvet sig.
Men da igaar han foer afsted, Gud veed hvorhen,
saa bragte han en Kæmpetorbist hjem med sig,
og tvang mig til som Staldbetjent at passe den,
og selv han klapped den ret som en Ridehest, 75
og sagde: „Ho, min Pegasos, du ædle Fugl![1]
o tag mig op, og flyv saa lige op til Zeus!”
Men jeg vil kige ind og see, hvad nu han gjør.
O vee, o vee! — o Naboer, kommer hid! kom hid! —
Nei see! min Husbond svæver høit i Luften op 80
og rider paa sin Torbist ligesom paa en Hest.

Trygæos (ridende paa Torbisten).

Far rolig, far rolig, o Torbist, imag!
og skynd dig ei saadan i gyselig Fart
fra Begyndelsen strax i Tro til din Kraft,
før varm du er bleven, og Senerne først 85
du har strækket og løst ved Vingernes Sving!
Send ei Stank mig i Næsen, det beder jeg om!

  1. Parodie paa nogle Vers af Euripides' „Bellerofon”.