57
Freden.
var han den første som bortjog med Haan, og Løbepas gav til de Slaver,
hvem de stedse bragte som Hylere frem paa Scenen just i den Hensigt,
at Medslaven skulde med spottende Grin over Pryglene saaledes spørge:
„Din Stakkel! hvordan dog gik det dit Skind? Er Tyremien nu faldet
i Flankerne dig med hele sin Magt og har lagt dine Rygstykker øde?” 750
See slige Narrestreger han fjerned og Flauheder, unyttig Baglast;
en ædel Kunst han os skabte, og ny han optaarned en himmelhøi Bygning
ved mægtige Ord og Tanker og Vid, som ikke han hented fra Gaden,
idet han ei bragte paa Scenen til Spot sædvanlige Mandfolk og Qvinder,
nei! stolt med Herakles' Mod i Bryst han netop de Høieste angreb, 755
giennemvadende gruelig Stank af Læder og muddersprudende Trusler.
Ja først af Alle jeg kæmped imod ham selv, det tandhvasse Udyr,[1]
fra hvis Øie lyned den stikkende Piil i Kynnas rædsomme Blikke;[2]
og hundrede Hoveder rundt i en Kreds af hylende Smigrere slikked
hans Hoved; en Stemme han havde saa vild, som en altnedstyrtende Bjergstrøm, 760
