152
Fragtmand med Pludderbukserne, de langskaftede Fedtstøvler og den sorte „Hanrejhat“. Endelig kunde han faa sagt til Ludvig:
— En Ting endnu! Om end Du nu faar Otium til ret at studere, hvad der er frembragt af fri og smukke Tanker til vort Køns Frigørelse fra Trældom og Obscurantismus, saa bliv altid en Dannemand og elsk dit Fødeland. Vær glad over det Lys, som opgaar. Ær din Drot og hans herlige unge Søn. Frederik vil bygge, hvad Kristian har grundet. Han staar omgiven af store og dannis sindede Mænd. Bliv en god Borger og dine ældre compatrioticis værdig. Glem ej ganske over Voltairerne, Rousseauerne, Dideroterne, Klopstockerne, Schillerne og Goetherne vore egne Suhmer og Rother, læs flittig om Ewald, om Wessel, om Baggesen, om Rahbek og hvilke andre skønne Aander, der er i Opgang paa vort Lands Horizont. Og husk, at selv Rousseau byder Menneskene at ære deres Fødelands Regering og Konstitution, dets Religion og Politi. Nu mindes jeg at have talt for lidet med dig derom. Sky for din egen Fremtids Skyld Sværmeri og Fanatisme … Saa, nu er der ej Tid til mere. Glem aldrig din fordums Præceptor og ofre en Gang imellem en blid Taare til hans Minde! …
Hans Røst stoppede op, og store Taarer stod i hans trætte, ærlige Øjne.
Brat vendte han om. Han stod en god Stund støttet til et falmet Rønnebærtræ i Landevejsalleen,
