Side:Gamle billeder.djvu/237

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

233

Ting for Riddere, ikke for Slyngler, der opdrages til Frygt og drives til Had. Og nu de fornemme Herrer, som nu her og udenlands begynder at sværme for Dyd og Menneskerettigheder! Lever de kysk og dydigt, og aflader de med at prygle deres Tjenere? Det er den Uhrmagerdreng fra Genève, der har snakket dem alt det for med de naturlige Menneskerettigheder.

— Nu burde jeg smide dig ned ad Trapperne.

— Det vil jeg egenlig ikke tilraade min naadige Herre … Husk, Naadigherren gav mig nys Tilsagn om at befris for Hug.

— Naa, ja! Hvad vilde Du sagt? Hvorfor skulde jeg ikke turde smide dig bort?

— Naadigherren véd altfor vel, at jeg ikke er en hel Sinke i Pennen. Hvad om jeg af Desperation skrev mine Mémoirer, nåar Sulten tvang mig dertil? Jeg har i mange Aar tjent Hr. Baronen.

— Ti nu stille — hjælp mig i Klæderne — mæl ikke et Ord ud over Svar paa de Spørgsmaal, jeg adresserer til dig.

Baronen knyttede sine Hænder i Slaabrokærmerne, gik lidt frem og tilbage. Tjeneren udfoldede den broderede Skjorte med det fastsiddende krusede Kalvekrøs og brusende Manchetter.

Da Baronen fuldt paaklædt saâ sig i det store Psykespejl, med det perlemalede Stativ og forgyldte Riller og den store hvide og forgyldte Muslingedekoration foroven, strammede han sig, skød