Side:Gamle billeder.djvu/290

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

286

naccio til Tjeneste, so var det frygterligt for hendes Ærefølelse at blive …. verschmaaet for sodanne nogle Mensker, som den Schuft François kørte op til Palastet. O questo Francesco, un porco, un asinaccio, uno scellerato! (O denne Krans, et Svin, et væmmeligt Asen, en Forbryder).

— Ja, men Madame Prantl …!

— O, kald mig Kätchen . . Lieblein!

— Som De vil . . men hvad vil Madame Marion, at jeg skal være for hende?

— Ach! Det kan De vist vorläufig arrangire efter freundlich … Convenzione. Hun er würklich sodan — hvad nævner I det eftergivig i Ting, som Fruentimmer ellers gør saa mangt dumt Tøj und Schlutter und Vrævl over. Men hun snakker om, at Han skal føre hende ud paa Landet, for hun har sat sig i Hovedet at ville gaa i Kirche, og lytte til Kilder — dingeling — Praslen af Blade — Ritsch — Ratsch — buh, bah! Køer og Svin — y — y! och Lammer bæ, mæ! und … ha … ha … ha …! Men det er øvrigens sødt … ach! ach!

Madame Prantl slog en Jodletrille, der knækkede paa Midten. Saa brast hun i Graad, men istemte strakt efter: „Ach, mein schönes Land, Tirol!“ Graaden tog Magten.

Klingelingling! lød en skær, skarp Klokkeklang ude bag en Dør.

Ecco la Marietta che ha finito (Se nu er M ferdig).